Definition af et traume:

“Enhver oplevelse, som opstår efter en overvældende, livstruende eller skadelig oplevelse, hvor person, der oplever disse, føler et voldsomt tab af kontrol og dermed føler sig magtesløs”

Et traume er ikke selve hændelsen.

Det er den måde, vores krop og nervesystem reagerer på, når noget overvældende sker — noget, vi ikke kunne rumme, forstå eller handle os ud af i øjeblikket.

Traume er ikke svaghed. Det er en naturlig reaktion på det, der var for meget – for hurtigt, for voldsomt, for tidligt eller for længe. Det kan være et chok, en ulykke, psykisk vold, tab eller bare mange små svigt, der over tid fik nervesystemet til at miste sin balance.

Vi taler ofte om “store” og “små” traumer.

Men for kroppen findes der ikke små. Kroppen kender kun graden af at være  overvældet.

Et barn, der bliver ignoreret eller nedgjort dagligt, oplever det lige så fysisk som et pludseligt chok. Begge dele skaber en følelse af hjælpeløshed.

Når vi ikke kan kæmpe eller flygte, går kroppen i frys.

Det der ikke kunne udtrykkes dengang, lagres som uforløst energi i muskler, organer, vejrtrækning og sanser. Man kan sige, at kroppen husker, indtil den får mulighed for at fortælle sin historie.

Mange mennesker tror, at traumeheling handler om at genkalde sig alt, der skete.

Men det vigtigste er ikke at gen-opleve – det er at gen-forbinde.

At skabe sikkerhed nok til, at kroppen tør slippe det, der blev holdt fast.

Heling starter, når vi holder op med at skamme os over vores reaktioner.

Når vi begynder at forstå, at symptomer som uro, træthed, angst eller følelsesløshed faktisk er tegn på, at nervesystemet prøver at beskytte os.

Det er ikke fejl. Det er signaler.

Vi skal være modige nok til at turde at se ind i os selv og disse oplevelser, og være ærlige omkring dem.