Mormor

Jeg er blevet mormor for allerførste gang.

Der har været meget roligt herinde på siden og dette skyldes flere ting, men mest at jeg har levet lidt i en anden verden.

En "mormor" verden.

Min ældeste datter på 25 år Nicoline, har født den dejligste lille pige Lily.

Lily kom 3 uger før tid og havde en vældig travlt med at komme ud til hendes forældre og selvfølgelig sin mormor ( altså mig) da jeg var så heldig at få lov til at være med til fødslen af hende.

Det var en ubeskrivelig fantastisk oplevelse, men også fyldt med en masse tanker og følelser fra dengang jeg selv fødte hende. Det føles som var det i går. Tiden er fløjet derud af og dette bemærker jeg virkelig når jeg står her som en kvinde på 47 år som nu er rykket højere op i livs hierarkiet og har fået rollen som mormor.

Uhhhhaa der er mange tanker og blandet følelser, der hører med denne nye titel.

Jeg har ønsket mig børnebørn i nogle år og synes at jeg var helt forberedt og det er jeg skam også....

Dog er der en mental proces jeg ikke havde kalkuleret med i mit ønske om børnebørn.

Jeg har 3 dejlige børn med ca 4-5 års mellemrum. Jeg husker tydeligt da de blev født, deres forskellige udtryk-duften af dem-deres hårfarve-deres søvn mønster og deres vidt forskellige personligheder.

Alle deres små kendetegn fra de var nyfødte til deres første skridt, deres tale og måden de hver især har trådt ud den store verden når de var klar.

Jeg husker alle deres små ansigter fra de var helt nyfødte af.

Jeg husker der ansigter fra den tid og i alle de Tigerspring, de tager i takt med at kunne spise selv, kravle, gå, snakke, løbe, kysse kramme osv.

Alle de små personer samt deres faser, som alle børn har har gennemgår i livet i alle deres aldre.

Der husker jeg også at livet er gået så forbandet stærkt og at jeg slet ikke har fået taget afsked og sagt farvel med alle de små personer, de har været igennem livet indtil nu hvor de efter hånden er voksne.

Alle de øjeblikke hvor de er gået fra at kunne kravle til pludselig kunne gå. Fra børnehave til at være skolebarn.

Fra skolebarn til teenager og jeg kan blive ved.

Et barns udvikling de første 18 år, er jo "mange børn "i samme barn.

Børn med mange udtryk, meninger holdninger osv- alt sammen bare i det samme barn.

De har i de første 18 år af livet, været igennem livets største og vildeste udvikling og jeg føler slet ikke at jeg har kunne fået sagt ordentligt goddag og farvel til hver enkelt af alle disse små børn i dem ,før den næste fase i deres liv er dukket op.

Giver det mening????

Da jeg så mit lille barnebarn for første gang, tænkte jeg at det var min datter, det der ,for bare et øjeblik siden.....men der er gået 25 år....selvom det slet ikke føltes sådan.

Jeg husker Nicoline da hun var så lille og nyfødt som var det i går.

Jeg husker da hun blev 4-6 måneder, da hun begyndte at smile hver gang vi kiggede i spejlet sammen om morgenen fordi hun så nogen hun kendte..

Da hun startede i dagpleje og derefter børnehave.

Senere blev det skole- gymnasie og uddannelsen som sygeplejersken og der græd mit hjerte en lille smule.

Tiden kan ikke spoles tilbage

Alt fortid kan der ikke ændres ved, eller nydes på ny, ved at vende tilbage et øjeblik.

Tiden er kun her og nu, og det glemmer vi alle sammen nok i farten, når hverdagen skal fungere og holdes sammen.

Jeg kan ikke sidde med Nicoline eller mine 2 andre børn mere, i mine arme og dufte til dem og tænke på hvordan de mon bliver som voksne og hvem de mon kommer til at ligne.

Alle de tanker omkring deres opvækst, deres måder at være på- opdragelse -regler, opførsel ,skolegang, madpakker osv- er forbi for mit vedkommende og FUCK ....(sorry) hvor er det dog svært at forholde sig til.

Nu kigger jeg på min smukke ældste datter, der selv er blevet mor.

Nu er det hende der sidder med alt glæden -lykken, men også usikkerheden -frygten og tanker med håb for fremtiden for den lille og deres lille nye familie.

Jeg husker det hele fra mig selv og det er det der er så vildt og mærkeligt.

Et knips med fingeren og så er jeg næst -øverst i familie hierarkiet.

Altså hvad fanden skete der lige og hvornår????????

Indeni er jeg jo stadig omkring de 30 år og er altid med på den værste:)

Nu er det deres tur til at tage på deres livs vildeste, hårdeste men kærligste eventyr nogensinde.

Min tid har været der, hvad alt dette angår. Nu skal jeg sørge for at følge mine store 3 børn videre på deres vej i livet, med alt den støtte kærlighed og omsorg som de altid har fået. Nu er det bare en anden måde at være mor på for mit vedkommende fordi de er blevet så store.

Jeg gentager måske mig selv en del her, men det jeg vil frem til er i virkeligheden at i fandme skal nyde "NUET" hele tiden.

Det har jeg selv synes at jeg har gjort og alligevel , så føler jeg at tiden er gået for stærkt.

Der er alt for lidt snak om i vores samfund omkring denne tid, når man når i "bedsteforældre alderen".

Jeg er selvvalgt single og trives helt vildt godt med dette. Dog mangler jeg at finde ud af hvad man nu gør??

Ud over at altid være mor til 3 samt nyudklækket mormor, så er jeg også ved at skulle finde en ny rolle igen for mig selv i mit liv.

Hvad er det lige den går ud på?

Mange der har partnere vil gerne ud at rejse og evt flytte og måske finde et nyt job.

Mange har haft livslange planer med deres partner omkring tiden når børnene engang er store og flytter hjemmefra.

Alle disse drømme og planer har jeg selv haft med min ekspartner, men livet går aldrig som man tror og der er altid nye vinkler og perspektiver som jeg bliver "udsat" for i mit liv personligt som gør at jeg kan føle mig lidt på bar bund.

Jeg er slet ikke i den kategori på nogen måder.

- Ikke at der overhoved er noget galt med den-tværtimod....

Gid jeg var...

Men det er jeg ikke, så hele min fremtids tavle er blank til selv at udfylde....

Tro mig det er en anelse angstprovokerende må jeg sige, for hele min identitet er som mange andres, bundes op på forældre rollen.

Ja jeg skal røvforkæle mit barnebarn og selvfølgelig være mor med stor M, som altid, men jeg er ikke så opslugt af tiden med mine store børn mere, da de klare sig selv og derfor er jeg meget overladt til livet og bare mig......med masser af tid til at tænke over hvad jeg egentligt skal stille op med mig selv fremover.......

Jeg tænker at jeg bestemt ikke er den eneste i hele verden der har prøvet dette, tværtimod.

Jeg finder altid en vej, men det er nu en mærkelig tid at jeg er her i livet nu, hvor jeg rent faktisk har overskud samt tid til at tænke på mig og mine behov.

Knus og kærlige tanker til alle jer fra den nybagte mormor.